Many years later...

Mange år senere...

Ja nu har jeg jo ikke skrevet noget som helst i en evighed.
Hold da op hvor folk ikke overdriver når de siger det er hårdt at være mor til to!
Og af en eller anden grund gad jeg alligevel godt have nummer tre også... ;)
Nej - det er desværre ikke lige en del af den nærmeste fremtid, men skulle nogen have et godt bud på hvordan jeg overtaler min såkaldte bedre halvdel så meld endelig ind... :P

Udover at have to sindssyge skrubber (2 og 5 år) så er jeg i gang med og næsten færdig med min uddannelse til lægesekretær.
Fagprøven er lige afleveret og nu venter eksamen... :/
Derudover har jeg lige sendt en bunke ansøgninger afsted - kryds lige fingre...

Åha hvor jeg synes tiden går stærkt i øjeblikket.
Der sker så mange ting, og jeg prøver at få skrevet rigtig meget af det ned for senere at kunne huske det. Men der er bare ikke timer nok i døgnet til det...

Og sådan en lille latterlig ekstra ting... Mellemrumstasten på min bærbare er såååå dårlig, så det meste af det jeg skriver sersådanherud.....!!! ARG!
Jeg skal seriøst hamre i tasterne for at få det mellemrum med... Så meget for blindskrift... bah!

Nå men i virkeligheden har jeg faktisk rigtig meget på hjertet - hedder det det?
Jeg må prøve at få skrevet noget herinde engang imellem... :)

Mig... En dårlig mor?

Jeg elsker bare hvordan andres kommentarer kan hyle mig helt ud af den og få mig til at tvivle på mig selv og mine evner som mor.
Vi har længe haft lidt "problemer" med den store - han er lidt af en udfordring til tider. Selv om han kun er tre år er han alligevel blevet lidt af en teenager...
Han giver os kamp til stregen det er helt sikkert...
Havde derfor bedt om en snak med hans primære pædagog i børnehaven, og hun valgte at inddrage lederen. Så mig og D tog ned og tog en snak med dem.
Lederen får så lige sagt noget i stil med at det da også er en ret lang dag for ham når jeg afleverer ham kl 7 og henter ham kl 15.
De spiser morgenmad indtil kl 7.30 og han spiser sjældent noget herhjemme, så derfor er det jo helt genialt at han kan spise dernede.
De spiser så frugt omkring kl 14-14.30 - og det vil han også gerne være med til at spise. Så jeg synes egentlig tidspunktet er meget passende.
Selvom jeg har gået hjemme på barsel, har vi alligevel mere eller mindre ladet ham beholde sine rutiner - han er selvfølgelig blevet hentet før eller har holdt fri hvis vi har skulle noget.
Når han så også vågner omkring kl 5, er det tit svært at underholde ham indtil han kan komme i børnehave - nogen gange er vi taget derned når de åbner kl 6.

Men sådan en dum lille kommentar får mig bare til at tvivle på om jeg gør det godt nok... Om jeg er for egoistisk... Om det er for hans eller min skyld at han er der i de timer.
Han elsker sin børnehave - og tit vil han ikke engang med hjem når han så bliver hentet.. I virkeligheden tror jeg at det er det bedste for ham at være der. Jeg kan heller ikke aktivere ham og underholde ham som de kan dernede.
Især ikke når jeg har hans lillesøster at tage hensyn til samtidig.

Efter mødet har jeg holdt ham længere herhjemme om morgenen og så afleveret dem begge samtidig (er igang med indkøring af den lille i vuggestuen og hun bliver i øjeblikket afleveret fra 8-9 til ca 11)
Idag kom lederen så lige med en lille kommentar igen. "Nåå har det så været svært at holde ham hjemme om morgenen?" Hvortil jeg sagde noget i stil med "nææææ" og hun fik så lige tilføjet "måske bare anstrengende?"
AAARRRGGG!!

D siger det bare er hende der har en latterlig måde at sige tingene på og at jeg overreagerer. Måske er jeg over-følsom - men det virker virkelig som om hun foretrækker de ikke har for mange børn... Helt ærligt. Hvad er det lige de er der for!

Lidt ligesom indkøringen af den lille. Det er hendes anden uge nu.
(Hun var der godt nok kun 3 dage i sidste uge) Og de vil stadig gerne have at hun har de korte dage.
Jeg synes egentlig det er lidt latterligt, for hun klarer det super godt.
De første dage reagerede hun ved at græde når jeg hentede hende. Som om det først der gik op for hende at jeg havde været væk.
Men nu er der intet og jeg bliver mødt af en smilende pige. De siger at hun er så mild, glad og tillidsfuld og at der bare ingenting er med hende.
Alligevel er hun der kun i to timer om dagen.

Jeg kører som regel ned med den store (med den lille på slæb) omkring kl 7. Ned med den lille kl. 9. Henter hende igen kl. 11 og henter den store kl 15.
Jeg synes ikke jeg laver andet end at køre frem og tilbage...

Jeg havde ellers de store planer om at hendes værelse skulle laves færdigt når hun startede i vuggestue, for så ville jeg have en masse tid... Hmm...
Måske en dag....?

Sygt barn... :(

Har i disse dage et sygt barn.
Næsten 40 i feber, slatten og sløj. Vil faktisk ikke så meget andet end at sidde og hænge hos mor. Far kan til nød gå.
Jeg tog hende med til lægen igår, og lægen sagde at der var meget væske i højre øre, og at det kunne udvikle sig til mellemørebetændelse senere hen, men det var ikke det der skabte problemer nu. Hun havde også en meget inflammeret hals - rød og hævet - og det var sikkert det der gjorde feberen, men det var "bare" en virus.
Lægen sagde at hun havde set mange børn med "den sygdom" de sidste dage.
En meget høj feber der varede nogle dage, og så pludselig forsvandt igen.
Vi kunne give hende panodil hvis vi mente det hjalp på hendes humør eller hvad man nu skal sige.
Men hvor meget lyst har man til at fylde en 9 måneder gammel baby med panodil...?

Vi har givet hende lidt for at hun kunne sove, og nærmest klædt hende af til skindet.
Bryder mig virkelig ikke om at hun er så stegende hed... :(

Gad vide om det er fordi prinsessen i virkeligheden ikke har lyst til at starte i vuggestue på mandag.... ;)
En ting er at jeg synes det er alt alt for tidligt - men gad vide om hun selv er klar... ?

Nu må vi jo se om hun er mindre feberramt i morgen, for ellers må det jo udsættes...

Nu håber jeg bare hun ikke får smittet sin bror også... Jeg synes et sygt barn er mere end rigeligt... :/

Stakkels lille mus....

I morgen...

I morgen gør jeg det.
I morgen skal det være.
I morgen tager jeg mig sammen.
I morgen dropper jeg de dårlige undskyldninger.
I morgen er første dag i mit nye liv.

I morgen... Men hvorfor så ikke idag?
For mig er det åbenbart nemmere at "overskue" når det er en mandag jeg begynder.
Men jeg kender alligevel mig selv godt nok til at vide at i morgen har jeg lyst til at udsætte endnu engang... Men det må jeg bare ikke!!
Nu skal det være!!

Pudsigt nok er "I morgen" også titlen på det nummer kæresten og jeg første gang kyssede hinanden til... ;) Mon det er et tegn?

Hvor svært kan det være?!

Hvorfor er mænd bare så håbløse engang imellem?!
Og hvor mange før mig har i virkeligheden stillet det spørgsmål....? ;)

D og jeg havde aftalt at vi skulle hygge os med at se en film her til aften. Han har ferie - jeg går hjemme - begge ungerne sover. Dvs perfekt chance for lidt ro og fred og en god film.
Har lige lånt en stak af min far nemlig ;)

Klokken er ikke mere end 20 - 20.30 og filmen har dårligt varet en halv time, da jeg ud af øjenkrogen ser D's hoved falde forover.

Og så ved jeg hvad klokken har slået...
Når først han begynder at falde i søvn til en film, kan man bare ikke få ham til at se filmen færdig.
Jeg spørger derfor om vi ikke skal slukke og se den færdig i morgen i stedet.
Men nææææ nej - stædige ham mener godt han kan holde sig vågen...
Baaaahh!

Det skal lige nævnes at det er langt fra første gang vi har været i denne situation...
Og hver gang ender på samme måde.
Jeg skal se hans hoved falde forover 717 gange under filmen, se ham sætte sig op med et sæt, se hans øjne køre rundt i hovedet på ham og høre ham snorke - og stadig nægter han at give sig.
Nej jeg kæmper lige lidt endnu siger han....

Det ender altid med at jeg lettere irriteret siger noget i stil med at nu slukker vi sgu den skide film. Og han bliver pisse sur over jeg snerrer af ham og bliver irriteret over han falder i søvn...

Jeg bliver sgu ikke irriteret over han falder i søvn - men over han ikke bare kan indrømme at han er for træt til at se filmen altså... Hvor svært kan det lige være?!

Idag er ingen undtagelse.
"Hvorfor koncentrerer du dig ikke bare om at se filmen istedet for at sidde og holde øje med om jeg sover" siger han meget surt.
"Fordi du fucking snorker!" må jeg jo svare...

Ej men altså... Er det et nederlag at indrømme at man er for træt til at holde sig vågen til en film?

Sådan helt gennemsnitlig og almindelig...

Jeg gad bare så godt være en af dem der var rigtig god til at skrive.
En af dem der bare skrev så levende og sjovt at andre ligefrem fik lyst til at læse det...

Jeg ved godt at det vel ikke bør være derfor man skriver - eller det er det måske? For hvis dette bare skulle fungere som en dagbog så var der jo ikke den store grund til at skrive i det store offentlige forum?
Hmm...

Men tilbage til det med at skrive levende... Er det noget man kan lære? Eller er det bare noget man enten kan eller ikke kan?
Det kræver jo så også at man oplever noget der er værd at skrive om... ;)
Men den skulle jeg nu nok klare alligevel. Oplever faktisk alligevel en hel del finurligheder i det daglige. Men så er det bare om at få dem omformet til skrift... :D

Jeg gad i det hele taget godt have et talent (eller flere). Noget hvor alle bare sagde "Det er bare lige hende... DET er hun SÅ god til...."
Suk! Hvorfor skal jeg også bare være sådan ret gennemsnitlig til det meste... :/

Er der i virkeligheden noget galt med at være gennemsnitlig? Tja... Det skal jeg måske lige tænke lidt over.
Og så tror jeg mit første skridt må være at få skrevet lidt mere herinde... Så går det måske den rigtige vej?

So long suckers... :-D

Sad igår aftes og så tv med kæresten, da vores fastnet telefon pludselig ringer.
Min kæreste smutter ud for at tage den, men bliver mødt af noget støj hvorefter der bliver lagt på.
Lettere irriteret kommer han ind i stuen igen, med telefonen, og sætter sig i sofaen.
Der går ikke mere end et minuts tid så ringer telefonen igen.
Igen er der ikke nogen i den anden ende der siger noget, og min kæreste bliver endnu mere irriteret og begynder at skælde personen i den anden ende af linien ud.
"Synes du det her er sjovt?" spørger han blandt andet. Igen bliver der lagt på.
Lidt efter ringer telefonen for tredje gang og min kæreste svarer den, men uden at sige noget.
Denne gang er der sørme en i den anden ende der siger noget.
Undrende ser jeg til mens min kæreste står over i engelsk. "No she's not available right now, sorry" og lidt efter "yeah maybe she's available tomorrow" hvorefter han lægger på og kigger lettere bebrejdende på mig.

Ja de ringede så for at aftale nærmere ang. dit green card med hensyn til at arbejde i USA....

Øhh... der går et øjeblik hvor jeg er lettere forvirret. Men så kommer jeg i tanke om at jeg jo har svaret på en masse spørgsmål på nettet, og et af dem lød noget i stil med "kunne du tænke dig at arbejde i usa, hvis du havde et green card?"
Og der svarede jeg jo "ja". Det kunne da være fedt at arbejde i USA, hvis jeg ligefrem fik muligheden. Men derfra og så til at det rent faktisk skulle være aktuelt, sådan her og nu, var ikke lige planen.
Nu er min situation så ikke lige til at jeg daffer til USA og jeg var da bestemt ikke forberedt på at jeg med mit "ja" havde svaret "ja tak - ring mig lige op og få det arrangeret, så jeg hurtigst kan komme til USA og arbejde".
Jeg forklarede grinende min kæreste hvordan det hang sammen, men kunne godt se at han til at starte med ikke helt troede på mig...
Tænk at han rent faktisk troede at jeg havde "glemt" at fortælle ham at jeg var ved at smutte... :-D

Det hjalp så ikke at de ringede her lige før, og jeg havde bedt ham om at forklare at det var en misforståelse, og de så bilder ham ind at jeg har været inde på deres hjemmeside og været igang med at ansøge om et green card, og at de i den forbindelse ville ringe og assistere mig... :-P